I'm Still Here


 

En eftermiddag i 1971 banker det på døren hos familien Paiva i Rio de Janeiro. Kort efter bortføres familiens far, Rubens Paiva, der er tidligere kongresmedlem og udtalt kritiker af det brasilianske militærdiktatur. Han bliver aldrig set igen. Tilbage står en familie i chok – og en hustru, der nægter at give op. I ‘I'm Still Here' følger vi Eunice Paiva (Fernanda Torres), der med ukuelig styrke forsøger at finde sandheden bag sin mands forsvinden. Mens regimet gør alt for at udslette sporene, kæmper Eunice en både personlig og politisk kamp for retfærdighed, for sin familie og for ikke selv at forsvinde i systemets mørke. Filmen er baseret på virkelige begivenheder og skildrer med både nerve og nænsomhed et af de mørkeste kapitler i Brasiliens historie. ‘I'm Still Here' er ikke kun et historisk drama. Det er først og fremmest et portræt af menneskelig modstandskraft og af en kvinde, der nægter at lade sig tie ihjel. Filmen skaber en isnende stemning af paranoia og magtesløshed, men der er også varme, håb og kærlighed midt i tragedien. Fernanda Torres' præstation blev belønnet med en Golden Globe, og filmen modtog en Oscar for Bedste Internationale Film i 2025. ‘I'm Still Here' er medrivende, vigtig og dybt bevægende. En film, der både gør ondt og giver styrke, og som minder os om, at kampen for sandhed og retfærdighed aldrig må glemmes.

 

  • Spilletid:
    Genre:
    Censur:
  • 137 min.
    Drama
    Tilladt over 11 år